20190926-072540-A-1920x1279we__4_
Uddannelsesinstitutionerne har skullet fremlægge planer for, hvordan de vil leve op til en politisk aftales krav om udflytning eller nedlæggelse af studiepladser. (Arkivfoto) Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Uddannelser:
Umuligt at nedlægge hver tiende plads

13. jan. 2022 05.10
Videregående uddannelser er kommet med planer for at udflytte uddannelser, men afviser at kunne indfri krav.

De videregående uddannelser i de store byer er klar med bud på, hvordan de kan leve op til kravet om at flytte eller nedlægge uddannelser.

Men de mener ikke, at de kan flytte eller nedlægge hver tiende studieplads.

Sådan lyder det fra universiteter og videregående uddannelser i landets største byer. Det skriver Politiken.

Sagen udspringer af en politisk aftale, der blev indgået i sommer. I den er der ønske om et højere optag uden for storbyerne og lavere optag i de største byer.

Uddannelsesinstitutionerne har skullet fremlægge planer for, hvordan de vil leve op til aftalens krav om udflytning eller nedlæggelse af studiepladser.

Ifølge Politikens oplysninger vil langt hovedparten af institutionerne foreslå, at de skal flytte eller nedlægge færre pladser end hver tiende.

Uddannelserne argumenterer blandt andet for, at de overordnede mål ikke tager højde for institutionernes sammensætning, de regionale behov og den reelle mulighed for at tiltrække studerende.

- Det største problem er, at udflytningsplanen slet ikke tager højde for de behov for skolelærere, pædagoger og sygeplejersker, der er i de store byer, siger Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole og formand for Danske Professionshøjskoler

Han mener, at det er fatalt, at man risikerer at uddanne færre og samtidig uddanne dårligere, fordi man ikke indser, at det er dyrt at flytte uddannelser.

Københavns Professionshøjskole har valgt at søge om reduktion af de politiske måltal, skriver avisen.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) siger til Ritzau, at han godt er klar over, at institutionerne gerne havde været kravet foruden.

- Men vi er et meget bredt flertal, der tager ansvar for at undgå en voksende mulighedskløft og en tiltagende centralisering på uddannelsesområdet i Danmark.

- Det vil ske, hvis ikke vi får rykket på nogle uddannelser og begrænset den centralisering i optaget, der er sket over en årrække, siger han.

Han peger på, at der med aftalen også i Region Hovedstaden vil blive flere pladser på de store velfærdsuddannelser.

Den politiske aftale fra i sommer blev indgået mellem alle Folketingets partier på nær De Radikale, Liberal Alliance og De Frie Grønne.

Torsdag mødes Jesper Petersen for at drøfte de tilsendte planer fra institutionerne med ordførere fra aftalekredsen.

Han fortæller, at der nu skal dannes et overblik over, hvad de forskellige uddannelsesinstitutioner har spillet ind med.

- Nu tager vi fat på at lave sammenhængende planer for de forskellige sektorer med baggrund i de indspark, der er sendt ind, siger ministeren.

De endelige sektorplaner - altså hvor der flyttes ud og nedskaleres - vil blive afklaret i den første del af det nye år, siger han.

/ritzau/