20210416-103841-L-1920x1234we
'Det giver et liv på kanten af arbejdsmarkedet, hvor man har svært ved at forsørge sig selv og sin familie. Hvis man ikke lærer at læse og regne på et ordentligt niveau, så bliver det også vanskeligere at deltage i såvel demokratiet som i samfundet i det hele taget', skriver Brian Mikkelsen blandt andet i en kronik. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dansk Erhverv vil have markant omstilling af uddannelser:
- Vi står på en brændende platform

20. sep. 2021 08.12
Det er tiltrængt med et løft af uddannelsessystemet, mener Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv.

'Vi står på en brændende platform, hvor hver femte unge falder igennem systemet, og hvor forældres uddannelse har stigende betydning for børns succes i livet.'

Sådan lyder det i en kronik i Jyllands-Posten fra adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

LÆS OGSÅ: Uddannelsesleder: Nøglen til flere SOSU-uddannede findes i sproget

Han er derfor glad for, at regeringen i sit udspil 'Danmark kan mere l' har sat 2,5 milliarder af til et løft af uddannelsessystemet, for det er i den grad nødvendigt, og pengene falder derfor på et tørt sted, mener Brian Mikkelsen. Han peger på, at den sociale arv er stigende, og at hver femte aldrig får en kompentencegivende uddannelse.

'Det giver et liv på kanten af arbejdsmarkedet, hvor man har svært ved at forsørge sig selv og sin familie. Hvis man ikke lærer at læse og regne på et ordentligt niveau, så bliver det også vanskeligere at deltage i såvel demokratiet som i samfundet i det hele taget', skriver Brian Mikkelsen blandt andet i kronikken. Han peger på, at der også er en økonomisk slagside, når unge uden uddannelser ender på overførselsindkomst i stedet for at blive en ressource i form af deres arbejdskraft.

Hos Dansk Erhverv mener man, at et bedre uddannelsessystem blandt andet kræver en massiv økonomisk saltvandsindsprøjtning til både grunduddannelser og erhvervsuddannelser, hvor midlerne blandt andet kan gå til at øge rekrutteringen og understøtte kvaliteten. Derudover peger Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv også på områder af Folkeskolen og de videregående uddannelser, som skal have et løft. Den adm. direktør ser derfor frem til, at samarbejde med regeringen og det øvrige Folketing om en uddannelsesplan, skriver han i kronikken.