202201121635471191_1000
40-50 procent rammes af en psykisk lidelse i løbet af livet. Næsten alle har dermed nogen i deres egen familie med psykisk lidelse. (Modelfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politikerne har lovet 10-års-plan for psykiatrien:
Nu offentliggøres stort fagligt udspil

13. jan. 2022 08.49
Tidlig indsats for børn og unge med psykiske lidelser skal opprioriteres, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Næsten hver anden dansker rammes i løbet af livet af en psykisk lidelse. Ti procent af befolkningen - lige nu 587.000 danskere - er dagligt ramt.

Det stigende antal psykiske lidelser betyder årlige samfundsudgifter på 110 milliarder. Det viser beregninger baseret på tal fra OECD.

Så der er tunge og livstruende fakta bag det store faglige udspil til psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen torsdag offentliggør i tæt samarbejde med alle relevante partnere på området.

Det skal føre til en lovet politisk 10-års-plan.

- Måden, vi håndterer stigende psykisk sygdom på, er en trussel for folkesundheden. Det er et voksende sygdomsområde, som rammer mange tidligt i livet, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

- Psykisk sygdom er i dag helt almindeligt. Det, vi tilbyder, er ikke tilstrækkeligt. De seneste ti år er vi ikke kommet meget videre på psykiatrien, siger hun.

Som Danmark før med stor succes har gjort på kræft- og hjerteområdet, efterlyser hun en lang målrettet indsats for psykiatrien de næste ti år.

- Vi må ikke igen ende med, at vi gør en lille smule i en masse forskellige hjørner, for det flytter ikke noget, siger hun.

Derfor er der også i de 37 anbefalinger i Sundhedsstyrelsens tykke rapport en akut prioritering.

- Det gælder blandt andet den tidlige indsats til børn og unge, som vi i dag ikke kan være bekendt i et velfærdssamfund.

- Det samme gælder de meget alvorligt psykisk syge som skizofrene og bipolare sindslidelser, hvor jeg kan være bekymret for, om folk er klar over, hvor virkelig syge de er, siger Helene Probst.

Rapporten, som nu skal føre til et udspil fra regeringen, har meget bred opbakning fra de mange interessenter inden for psykiatrien.

I forståelsespapiret fra 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten lovede regeringen at lave en aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål.

Jane Heitmann er formand for Folketingets Sundhedsudvalg og sundhedsordfører for Venstre. Hun er med på, at der er brug for en ekstraindsats.

- Sundhedsstyrelsens oplæg er spot on, efter at psykiatrien i alt for mange år har haft lillebrorrollen i sundhedsvæsenet, siger hun.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker ikke at kommentere rapporten før de kommende politiske forhandlinger.

/ritzau/